Boligdetaljer ♡

Lørdags tanker ♡ Body shaming

img_0171I går aftes dasede jeg, som så mange andre, på sofaen med X Factor kørende på skærmen. Jeg elsker X Factor, jeg synes simpelthen det er genial fredagsunderholdning! Dommernes dynamik og deres kommentarer, deltagernes talent og udvikling, og Sofie Linde der styrer al balladen, ej men jeg er vild med det hele!

Men da jeg her til eftermiddag loggede på facebook, så jeg noget, jeg til gengæld ikke er så vild med! Jeg faldt nemlig tilfældigt over en artikel, der var linket til på facebook; En artikel om “Sofie Lindes babybule”, undskyld mig men – Af hvad!? Jeg så hele showet igår, men jeg så altså ingen babybule. Men det skulle altså være denne kjole (vist ovenfor), der har sat gang i baby-rygterne.

En ting er, at medierne kan finde på at skrive sådan nogle historier, det er man jo nærmest vant til (hvilket i sig selv er langt ude!), men det stopper ikke her! For både i kommentarerne under artiklen på facebook, på Sofies Instagram og på twitter, kan man se helt almindelige mennesker spørge hende om hun er gravid –  Ej, men jeg bliver sgu så chokeret. Om hun så er gravid eller ej, så forstår jeg slet ikke, folk kan få sig selv til at kommentere på det! Hvordan ville de selv ha’ det, hvis de fik hundredevis af sådan nogle kommentarer smidt i hovedet?

– Men det stopper så heller ikke her! For kigger man bare nogle få kommentarer igennem, under den artikel, der var linket til på facebook, så begynder folk også at sammenligne Sofie med “hende den gamle X Factor vært, Lise Rønne, som var alt, alt for tynd og slet ikke havde kvindelige former”.
Ydermere har både kvinder og mænd kommenteret på, hvordan “en rigtig kvinde” skal se ud; “en rigtig kvinde har former”, “en rigtig kvinde er slank og tonet”. Er jeg den eneste der står tilbage som et stort spørgsmålstegn? Der er da ikke én rigtig måde at se ud på? Alle er født forskellige, nogle er høje, andre er lave, nogle er mørkhårede, andre er rødhårede, nogle har svært ved at tage på, andre har svært ved at tabe sig, og hvad så?

En “rigtig kvinde” skal da bare være præcis, som hun har lyst til at være, og intet som helst andet.

Heldigvis virker Sofie overhovedet ikke til at tage nogle af kommentarerne til sig, tværtimod. Hun skrev bare på sin instagram “Nej, jeg er ikke gravid, bare glad for sovs og kartofler” – You go girl! Og du ligner en million!

Men selv om Sofie måske sagtens kan ignorere alle de tossede kommentarer, så er det ikke sikkert dem, der læser dem kan. F.eks. teenagere, som måske ser dem. Det gør mig så ked af det, at man alle steder i medierne skal bombarderes med, hvordan man BØR se ud – Men jeg bliver altså direkte chokeret når helt almindelige, voksne(!!) mennesker sidder og snakker så grimt om andre og deres udseende, og så endda i et offentligt rum.

Alle har selvfølgelig lov til at ha’ deres mening om, hvad de personligt finder mest tiltrækkende, men der er så absolut ingen grund til at smide disse kommentarer i hovedet på folk. Jeg forstår slet ikke, at folk overhovedet har et behov for at sprede negativitet på den måde – om det så handler om andres udseende eller om noget helt, helt andet. Hvis en facebook-kommentar ikke gavner nogen eller noget, hvorfor i al verden så skrive den? Hvorfor kan man ikke bare scrolle videre og bruge sin tid på noget positivt i stedet?

Normalt, når jeg ser opslag eller kommentarer som disse på facebook (for de er jo virkelig under mange artikler), så plejer jeg selv at scrolle videre. Men åh, i dag synes jeg altså bare det blev for meget, og jeg blev nødt til at sige noget, og lufte mine tanker herinde.

De sociale medier er fantastiske på mange måder, men ej, hvor kan de også bare være skræmmende og fyldt med had og jalousi. Lad os lige prøve at drukne de grimme kommentarer i al vores LOVE, ikk? ♡ I må ha’ en fantastisk lørdag aften derude. Tusind tak fordi I læser med her – I må meget gerne dele jeres mening om hele denne “debat”, hvis I har lyst til det ♡

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Boligdetaljer ♡